Forfatterens præsentation af værkets fire dele

Eventyr og myter viser, at menneskene i årtusinder har forsøgt at fortælle historier, der ikke kunne fortælles på anden måde end gennem symboler eller drømmesprogskoder. Første bog danner indgangen til et mægtigt ”magisk landskab”, hvor der ikke gælder andre regler end landskabets egne, og hvor spørgsmålet hele tiden er, om man tør tage et skridt til. Tør man det – uanset hvad man får at høre – sker der f.eks. det, at man kan få til opgave at lægge Tolkiens Ringenes Herre oven på Wagners operacyklus Nibelungens Ring, som var der tale om to transparente landkort, der – når de belyses bagfra – afslører længde- og breddegrader samt et væld af parallelhistorier. Som kulmination afsløres en sindrig mekanisme, Den forbandede Ring, der ved første øjekast ikke ser specielt farlig ud, men som senere viser sig at være i stand til at splitte bevidstheden til atomer, bygge en falsk bevidsthed uden på den rigtige samt sende menneskeheden udviklingsmæssigt ”tilbage til stenalderen”.

   Det magiske landskab rummer dog en modvægt mod Ringen, og hvis man – som i bogens sidste kapitel - tør kravle igennem Kheopspyramidens gangsystem helt alene og i bælgravende mørke, viser det sig, at denne fantastiske bygning netop er en model af den bevidsthed, Ringen forsøger at ødelægge.

   To modsætninger er kørt på banen, og det skal vise sig, at de præger hele verdenshistorien. Musik spiller en enorm rolle i dette landskab, så derfor har vi ladet Mozart kæde begivenhederne sammen. Der lægges herefter op til et mægtigt slag, og våbnene vil blive skitseret i Bog 2.

Efter at være kravlet igennem pyramidens ”hemmelige dør” kommer vi ud i et helt nyt landskab – en verden der er skjult for den, der ikke tør stå ved sig selv. Her hersker der nemlig en voldsom kamp mellem det gode og det onde, mellem Gud og Fanden - og kun den modige kan holde balancen. Til gengæld anviser det nye magiske landskab os de rigtige våben til denne kamp, og som vi så tidligere, var det ondes stærkeste våben Den forbandede Ring, der kan få selv den sejeste helt til at synke i knæ. Som modvægt har vi så menneskets egen fantastiske bevidsthed, og selve pyramidestrukturen fra Bog 1 – en struktur, der viser sig at beskrive bevidsthedens intimeste processer - er kun begyndelsen. Det viser sig nemlig, at denne fantastiske bygning lader sig gennemlyse af noget, vi kunne kalde intuitiv geometri, og ved hjælp af denne kan vi kortlægge ikke alene bevidsthedens detaljer, men også ”det gode, det sande og det skønne”s natur. Disse kvaliteter udgør nemlig ”Lysets våben”, og de er i den sidste ende stærkere end Ringen.

   Den intuitive geometri er i stand til systematisk og klart at beskrive, hvilke kræfter, vi råder over og hvilke kræfter, fjenden råder over. Ringen afsløres her detalje for detalje, og samtidig kortlægges menneskets betagende og farverige personlighed på en måde, hvor struktur, følelser, indsigt, oplevelser og udtrykskraft tilsammen danner mønstre. Disse mønstre har man før hørt omtalt indenfor okkult litteratur, men chakrasystemet, som denne mægtige sammenhæng kaldes, kortlægges her på en måde, der får det til at ”spejle sig i” sin modsætning, Ringen. Kun ved at beskrive disse to modstandere under ét forstås begge dele, og kun gennem denne forståelse kan vi gøre os klar til at vandre ud i den faktiske verden – medbringende dels de rigtige våben – dels et klart skitseret portræt af den nye fjende, vi så møder i Bog 3.

 

           

 

Bog 3 er skrevet 20 år efter udgivelsen af de første to bøger. Den er skrevet over en periode på ca. 10 år, og fylder omkring det firedobbelte af de to første bind tilsammen. På grund af omfanget falder denne del af Ringbærerens Dagbog i tre bind, der så samtidig viser sig at repræsentere henholdsvis Mørkets/det ondes yderlighed - og vejen ud af Mørket. Anden del af Bog 3 bliver således langsomt til en decideret dagbog, der omsætter alt det foregående til daglig praksis, og tredie del får alt til at gå op.

   De mange sider skyldes, at vi i Bog 3 kæder overblikket over hele inkarnationsrækken sammen med den nuværende inkarnation samt med kortlægningen af bevidstheden som sådan, som vi så den skildret i Bog 2. Resultatet er et kolossalt overblik over, hvad det onde formår, og hvad bevidstheden så formår til gengæld. Det viser sig, at man – efterhånden som man forsker og lytter - kan opbygge et verdenshistorisk ”begivenhedskort”, der tydeligt viser, at udsvingene mod det harmoniske eller det disharmoniske ikke skyldes lokale kulturelle fremstød, krige eller folkevandringer, men variationer i en bagved det hele værende energibalance:hvad der sker på kloden, skyldes en generel stemning og ikke sociale eller andre sammenhænge.

   Denne stemning kan påvirkes af mange forskellige faktorer, og idet endnu dybere træk af historierne fra Bog 1 klarlægges, afsløres en besynderlig støjsender, kaldet ”Maskinen”, der igennem flere årtusinder har holdt menneskenes tankesæt fast i et jerngreb. Det er denne mekanisme, der har sørget for at begrænse religionerne til at udtale sig om Gud i stedet for at kontakte Gud (hvilket ville have ført religionerne sammen), og indenfor den videnskabelige forskning har denne ”Maskine” sørget for en særlig form for spærring, der gør det uvidenskabeligt at forholde sig til emner, der ikke på forhånd kan anerkendes som liggende indenfor det af den gængse videnskab definerede verdensbillede. Disse problemer har tænkere, filosoffer, religiøse reformatorer og videnskabelige banebrydere måttet slås med i århundreder.

   Nu har vi så fået afsløret, hvor denne form for angstpræget illusorisk sikkerhedsnet kommer fra: en stemning fra ”Maskinen” fortæller os på en automatisk repeterende måde, at vi på forargelig vis guddommeliggør os selv, hvis vi hævder at have kontakt med Gud, eller hvis vi kan registrere eksistensen af fysiske eller psykiske love, der ikke kan verificeres ved hjælp af gængse videnskabelige metoder.

   Spørgsmålet er, om vi skal finde os i at blive styret på denne måde.

Bog 3s anden del beskriver vandringen ud af de begrænsninger og spærringer, vores verdenshistorie og kulturhistorie er fulde af. Samtidig vandrer vi nu med et nyt overblik gennem bevidstheden og gennem myter og eventyr. Vi rummer et indre ”Verdenstræ”, der simpelthen ikke lader sig fælde eller forgifte – vandrer vi i retning af det ægte og det ædle, kan intet stoppe os. Dette fortæller bevidstheden os, idet dens sidste detaljer kortlægges.

   Selvom Ringbærerens Dagbog skildrer en enkelt persons historie, er min historie kun lige så unik som ethvert andet menneskes historie er det. At jeg, som forfatter, oplever at huske tidligere inkarnationer, giver mig ikke en ”karmatisk særstilling”, men gør det muligt for mig via selvsyn at skildre principperne i vandringen mod os selv, mod kærligheden og mod Gud. Jeg har følt det som min pligt at omsætte alle disse oplevelser til et brugbart værktøj for den, der selv ønsker at kæmpe sig vej igennem, hvad det nu er, der spærrer.

   Myter og kunst kan anvendes på en måde, der tager vejret fra en, idet man får blot færten af, hvor mange informationer f.eks. et kunstværk kan rumme. Der er tale om et kodesprog, som støjsendere som ”Maskinen” helst vil forplumre. Meget er gjort for at få f.eks. Richard Wagner til at fremstå som noget nær det mest usympatiske, historien kender til samt som ophavsmand til Hitlers jødeudryddelser under Anden Verdenskrig. Får man først øje og øre på, hvad der reelt foregår i Wagners værker, forstår man godt, hvorfor det har været nogen magtpåliggende at manipulere med virkeligheden bag komponistens faktiske liv og personlighed. I denne anden del af Bog 3 danner Wagners værker de første trin af en historisk/mytologisk/psykologisk trappe, der fører fra afsløringen af ondskabens virkemidler til den absolutte forløsning.

   ”Maskinen” sørger for, at vi mener, at menneskelivet nu engang er ”sådan og sådan”. Ved at følge Lyset og livet – uanset hvilken modstand, Mørket måtte diske op med – kan det i praksis demonstreres, at vi mennesker formår at ændre verden, således at vi på verdensplan kan få os selv, Gud og kærligheden tilbage.

 

Tredie Bog: Sfinksen

Del 3: Forløsningen

Nu er vi nået så langt på denne vandring, at en mængde begreber og begivenheder danner særlige – for den vedholdende læser – betydningsfulde sammenhænge. Der er nu koblet mængder af associationer til mange forskellige detaljer, og på denne måde fremstår der egentlig en helt ny form for sprog, der kun kan forstås i sin fulde dybde af den, der har fulgt med fra begyndelsen. Teknikken ligner i høj grad Wagners anvendelse af erindringsmotiver, også kaldet ledemotiver. Så parallelt med gennemgangen af Wagners seneste kompositioner, nemlig tredie akt af Götterdämmerung samt hele Parsifal, kædes Wagners udstrakte anvendelse af denne teknik, hvor sangerne synger, hvad de mener, mens orkestret fortæller, hvad de i virkeligheden tænker – sammen med vor fortællings mange detaljer. Der er nu ikke længere tale om gennemgang af musikværker, men om anvendelsen af stor kunst som en decideret dør ind til bagved liggende verdener.
   Alt går nu op i en højere enhed, og forløsningen toner frem af disen. Fantastisk, hvad kunst formår, når man tager den alvorligt og tør høre efter.