Indledning til Ringbærerens Dagbog Bog 2: Ringen og Pyramiden

Mange er omkommet under deres jagt på Den forbandede Ring. Dens spor bliver sværere og sværere at følge, jo tættere man kommer til dens skjul, og hele dens trolddomsland er undermineret af faldgruber, hvis eksistens det ligeledes er sværere og sværere at spore, jo nærmere man kommer det altædende centrum.
   Den største fare opstår ved konfrontation med Ringen. For den ser ved første øjekast ikke videre farlig ud. Den taler med en uhyre behagelig, nærmest trøstende stemme, mens den ser på en med sit ene flimrende, hypnotiske øje.
   Rundt omkring i det landskab, den har besat, har den kastet en mængde små glimtende ringe, som man let fristes til at samle op og beundrende sætte på fingrene. Gør man det, svinder den verden, man forlod, bort i tågen. Ringens rige synes en det eneste trygge og tilforladelige, og man kan ikke længere genkende sine venner. For dem bliver man usynlig, idet Ringens farve og struktur opbygger en helt ny personlighed uden på den gamle.
   Således forvandlet drages man i stadig mindre kredse hen mod landskabets centrale, altfortærende malstrøm.

Enkelte har held til at vriste de ”små” ringe af fingrene. Men først må man opdage, at der er noget lusket ved dem, og dette kan være vanskeligt at gennemskue. Dels blinker ringene i solen – dels søger ”Herskerringen” af al kraft at modarbejde en afsløring, ved gennem den lille ring at tale til bæreren med sin blide, beroligende stemme.
   Vanskelighederne og strabadserne forsvinder end ikke i det øjeblik, man i pludselig opvågnende erkendelse flår en ring af fingeren. For man kan ikke bare kaste den fra sig. Man må bære den hele vejen tilbage til det sted, hvor man fandt den. Skridt for skridt må man finde den vej, man kom ad og sætte sine støvler præcist omvendt ned i hvert enkelt fodspor, man har sat. Og denne vandring vil vise sig at være meget længere og mere snørklet, end man troede. For Ringen har ført en ad krogede, sig selv krydsende stier, så man ofte føler det, som var man faret vild i en labyrint.
   Kun med en alt beherskende tålmodighed kan man fuldføre denne vandring. Af og til må man sætte sig ned for at forsøge at huske, hvor man kom fra. Det kan vare dage, ja år, før man kan genkalde sig retningen. For den lille ring vil ustandselig afbryde ens koncentration ved fra lommen, hvor den ligger, at råbe, at man spilder tiden – at man ikke går mod målet, men væk fra målet. Den bliver tungere og tungere at bære, og det sidste stykke må man næsten kravle, dels fordi ringens vægt tynger en ned, dels fordi disse tidlige fodspor nu næsten er helt udviskede.
   Men har man først lagt den lille ring tilbage, hvor den kom fra, kan man med fornyet styrke genoptage eftersøgningen af Den store Ring.

Det er altså en farlig færd, vi begiver os ud på. Fælder og vildnis er der alle vegne, men som enhver anden, der har forsøgt at opspore og tilintetgøre Den forbandede Ring, udstyrer vi os med sværd og skjold, før vi drager af sted. Ja, disse ting tilfalder os ganske selvfølgeligt – alene ved vor beslutning om at drage ud på dette togt. Sværdet og skjoldet materialiseres så at sige i hænderne på os ved indgangen til det forheksede land. For beslutningen om at gennemføre denne opgave, ja, ideen om overhovedet at begive sig af sted, er opstået ud fra en oplevelse af eksistensen af en kraft, der er stærkere end Ringens – og af en helt anden art. En kraft, hvis frie løb hæmmes af Ringens eksistens; en kraft, vi – måske med livet som indsats – vil bane vej for ved at opspore og udslette Ringen.
   Og med dette hellige motiv i ryggen klares Tankens skelneevne, og den materialiserer sig som et stærkt men spændstigt skjold i vor venstre hånd. I samme nu mærker vi – i højre hånd – hæftet af et kraftigt, men smidigt sværd. Det er vor Vilje, der nu afbalanceret og hærdet har kraft til at gennembryde de forhindringer, vi måtte møde undervejs.
   Således udrustet har vi alle chancer for et heldigt udfald af dette togt. For hvis vi altid er os vor færds udspring bevidst, vil skjoldet og sværdet bevare deres elasticitet og styrke – ja, begge dele vil endog blive stærkere, efterhånden som vi trænger frem.

Mange er de, der ved afrejsen stolte svang sværdet, mens deres klans mærke lyste fra skjoldet i stærke farver – og mange er de, der vendte om, fordi sværdet knækkede, eller fordi der var svage partier i det fornemt bemalede skjold. Tit var skjoldet og sværdet noget, ridderen blot fik overrakt af andre, uden at han kendte eller havde fulgt disse vigtige genstandes tilblivelse, og dette gjorde skjoldet tyndt og sværdet skrøbeligt – og fristelsen til at samle de små, glitrende ringe op blev forstærket, fordi det, der kun var lånt og til pynt, opfordrede til supplement af prydgenstande og smykker. Førhen stærke sjæle blev på denne måde suget ned af Ringens hvirvel, mens de betaget betragtede deres ringbesatte hænder, hvor stenene spejlede sig i farverne fra skjoldet.

Kun ét sværd kan trænge hele vejen gennem alle forhindringerne. Det er det sværd, som vi selv har fulgt tilblivelsen af i alle dens faser, og som vi uden hjælp fra andre – i frygtløs tillid til vor egen kraft – selv har smedet.
   Og kun ét skjold kan anvendes. Kun ét skjold er uforgængeligt – og det er det, hvorpå Ringens tegn står tydeligt prentet. For at kende troldens navn er det stærkeste værn mod den.
   Et sådant skjold kan ikke udleveres ved rejsens start. For ingen kender Ringens navn, før han står over for den.
   Men hvis det skjold, vi selv medbringer, er stærkt og uden bemaling, da vil troldens navn langsomt træde frem på skjoldet, efterhånden som vi trænger længere og længere ind i det land, den har besat.
   For idet vi med vort sværd trænger igennem vildnisset – og med vort skjolds skærm forcerer de ørkener, Den forbandede Ring med sin destruktive kraft har forvandlet det oprindelige frugtbare landskab til – vil vi opleve, hvordan landet engang så ud.
   Og sammenligningen mellem det ødelagte og det oprindelige landskab tegner os på vort skjold troldens navn – bogstav for bogstav; et navn, der samtidig danner de stedse tydeligere konturer af et gammelt kort, der viser os vej til Ringens skjul. Bag os vender landskabet tilbage til sit oprindelige udseende; en proces, der på vidunderlig vis styrker og hærder skjoldets grundsubstans.
   Når vi efter mange udståede strabadser og kampe endelig står over for Den forbandede Rings hule, vil vort skjolds bemaling være færdiggjort, og synet af dette skjold vil blænde Ringens ene øje, så den mister sin kraft og afslører sig selv.
   Da kan vi pirke den ud af den magiske kvals gløder, samle den op, og i skæret af det Lys, der langsomt breder sig, efter at den har mistet sin magt – betragte dens sindrige og modbydelige konstruktion. Derefter vil vi med et langt kast sende den tilbage i den dommedagsvulkan, der i så mange tusinde år har givet den næring.

Copyright © Peter Kjærulff